Nepenthes (Kandebærer)
Nepenthes-arterne anses af mange for at være den mest spektakulære og interessante gruppe af de kødædende planter. De er bestemt også blandt mine personlige favoritter. Den første art (Nepenthes madagascariensis) blev beskrevet i 1658 og siden da er adskillige andre arter blevet fundet og beskrevet, og der dukker jævnligt nye arter op. De fleste arter stammer fra det sydøstlige Asien med centrum i Borneo. Herfra har de spredt sig til blandt andet Madagaskar, det nordlige Australien, Ny Caledonien med mere. Der regnes med at være omkring 80 arter.
Nepenthes er en tropisk kødædende plante, der dog nyder lidt mere lysåbne levesteder opad bjergene end den generelle skyggefulde jungle. De kan findes en lang række steder og kan gro som både epifytiske og jordkravlende, men altid i meget fugtige habitater præget af lavt næringsindhold. Det forunderlige ved disse planter er selvfølgelig deres kander, som fungerer som fangstredskab. Som ved andre kødædende planter kompenserer Nepenthes for det lave næringsindhold i jorden, ved at fange og nedbryde forskellige byttedyr (oftest insekter) og udnytte næringen i dem. Kanderne dannes i spidsen af bladene (men det er ikke alle blade, der danner kander) og kan være flere måneder om at udvikle sig. De er generelt opbygget af en tragt, et låg og et peristom (eller læbe). Der kan dog være flere detaljer som sporer, ribber, rækker af hår med mere. Byttet vil blive tiltrukket af nektar, produceret flere steder på planten, for så at glide ned i tragten, der er fyldt med en ”juice” af forskellige nedbrydningsenzymer. Nektaren siges at indeholde et bedøvende stof, der skulle få insekterne til at opføre dig som var de fulde og dermed lettere falde ned i tragten. Der er rapporter om, at selv rotter skulle være blevet fanget og nedbrudt i nogle de arter, der producerer de største kander.
Det er dog ikke alle dyr, der fungerer som byttedyr. En række forskellige andre dyr, især myrer, udnytter kanderne i et symbiotisk og til tider mutualistisk forhold med planten. Det vil sige, hvor både dyret og planten drager fordel af forholdet. Nogle dyr er endda helt afhængige af kanderne og kunne ikke leve uden. For nyligt blev der fundet en af verdens mindste frøarter (Microhyla nepenthicola), som lever og reproducerer sig i kanderne af Nepenthes ampullaria. Selv haletudserne bliver lagt og opfodret i den væske kanderne indeholder.
Nepenthes arterne har altid været anset for svære at holde og mange af arterne kræver da også en del grønne fingre, for at kunne holdes med succes. En nylig udvikling er dog forsøg med at holde Nepenthes i vindueskarmen med større og større succes. Her er det især højlands-arterne og diverse hybrider, der klarer sig rigtig godt.
Højlands-arter
Størstedelen (ca. 70%) af arterne lever over 900 meters højde, hvor klimaet er præget af varme dage, kølige nætter og høj luftfugtighed. Disse arter ynder lave nattetemperaturer omkring 15ºC og dagstemperaturer mellem 21ºC og 26ºC. Nogle arter er mere tolerante end andre og det er også i denne gruppe de planter, der egner sig bedst til vindueskarmen skal findes. (Læs mere)
Lavlands-arter
Disse arter (ca. 30%) lever under ca. 900 meters højde. Her er klimaet præget af varme dage, lune nætter og høj luftfugtighed. Disse arter kræver nattetemperaturer lidt over 20 grader og dagstemperaturer mellem 28 og 32 grader. En del arter egner sig dog også til terrariet, omend deres størrelse skal tages i betragtning. Denne gruppe af Nepenthes indeholder rigtigt mange spændende og særprægede arter. (Læs mere)