Gruppe af Strelitzia planter i blomst

Introduktion til paradisfugleblomsterne (Strelitzia)

Strelitzia er en lille slægt af planter, der stammer fra Sydafrika. Den menes kun at indeholde 5 arter, omend der er lidt usikkerhed om nogle af dem, ligesom nye altid kan komme til. Desværre, bruges nogle af de ”gamle” navne desværre stadigvæk i handlen således at forbrugere kan tro at Strelitzia parvifolia er en anden art, når det i virkeligheden bare er et synonym for den normale Strelitzia reginae.

De fem accepterede arter er:

Det er især Strelitzia reginae og Strelitzia nicolai, der er kendt som have- og stueplanter. S. nicolai er i de senere år blevet utrolig populær og kan købes rigtig mange steder. Det skyldes nok dens flotte, tropiske udseende og forholdsvis nemme pasning. De færreste ved dog, at planten bliver temmelig stor (op til 10 meter) og på sigt vokser sig for stor til de fleste stuer. Desværre er det også først når planten er stor (2,5 meter eller mere), at den begynder at blomstre. Vi har vores Strelitzia nicolai stående udendørs om sommeren og får den så opbevaret i store drivhuse i løbet af vinteren. Den blomstrer nu næsten hvert år. Strelitzia reginae er derimod en oplagt stueplante, da den ikke bliver så høj og ikke behøver en umulig størrelse for at blomstre. Denne plante ses desværre kun sjældent til salg og når den gør, er det oftest til nogle høje priser.

 

Udseende

Deres udseende kan minde om bananplanterne, og derfor kaldes Strelitzia nicolai også nogle gange for vild banan. Forbipasserende, her ved os, kommenterer ofte på vores planter som nogle flotte bananpalmer😊 De har dog intet med bananplanter at gøre. Bananplanter er desuden ikke palmer som mange fejlagtigt tror, men derimod en urt. Bladene på strelitzia er store og stedsegrønne og med samme udseende som bananblade, om end stilken (petiolen) er længere hos Strelitzia. Dog adskiller Strelitzia juncea sig ved at have utroligt tynde blade, nærmest kun stilk, så det mere ligner lange, runde og grønne rør. Bladene er placeret overfor hinanden, hvilket giver dem et nærmest vifteformet udseende. Strelitzia nicolai er den største af arterne og kan nå en størrelse på op til 10 meter. Strelitzia caudata bliver lidt mindre end nicolai, og de resterende arter bliver maks. 2-3,5 meter høje. Der findes en dværg version, Strelitzia reginae ”dwarf”, der kun bliver cirka 1 meter høj. Den er dog meget sjælden at finde, men vi har været heldige et par gange.

Strelitzia blomst

Blomsterne er der, hvor Strelitzia planterne virkelig skiller sig ud. De udvikler sig fra bladskederne af ældre blade, og i starten kan man tro der ”blot” er tale om et nyt blad. Dog udvikler de sig altid fra siden, hvor ny bladvækst sker fra centrum af planten. Blomsterne er meget store og med det karakteristiske ”fugle”-udseende. Farverne spænder i hvid, blåt, gult og orange alt efter arten. Bestøvning af blomsterne er højst specialiseret og sker kun ved hjælp af fugle, der besøger blomsterne fra deres nektar. Udenfor deres naturlige levested, er det derfor også sjældent, at blomsterne bliver bestøvet og udvikler frugter. Ønsker man at bestøve blomsterne, skal det derfor ske med menneskelig hjælp. Her skal man være opmærksom på at en plante ikke kan bestøve sig selv. Man bliver derfor nødt til at have to blomstrende, separate, planter for at kunne lykkes med kunstig bestøvning. Man kan dog forsøge at fryse pollen ned, hvis ens planter ikke blomstrer på samme tid. Vi er faktisk tidligere lykkedes med kunstigt at bestøve vores blomster.

 

Pasning af Strelitzia planter

Strelitzia plante

På nær Strelitzia juncea, så er pasningen ret ens for de forskellige arter. De kræver store krukker/potter, da de desværre ikke tåler den danske vinter, og det derfor skal være muligt at flytte dem indenfor når frosten kommer. De må derfor indendørs om vinteren, hvilket de dog klarer bedre end mange andre planter. Generelt om pasningen er:

Jord: God krukkejord. Gerne blandet med lidt ler og perlite

Vanding: Vandes godt i vækstsæsonen. Mindre om vinteren. Kan godt tåle at tørre ud.

Lys: Delvis til fuld sol. Dog skal man passe lidt på forårssolen, der kan være skarp og brænde bladene af. Det er derfor nødvendigt med en tilvænningsperiode, hvor mange f.eks. stiller sin Strelitzia ud i skyggen af et træ og efterhånden rykker den mere og mere ud i solen til sin plads.

Vind: Især de store arter som Strelitzia nicolai og caudata kræver lidt læ, da vinden kan ruske bladene i stykker

Gødning: Gødes godt i vækstsæsonen med normal plantegødning. Ingen gødning om vinteren.

Overvintring: Strelitzia tåler ikke frost. De skal derfor indenfor om vinteren. Her stilles de lyst og gerne lidt køling (omkring 10 grader). De kan dog også klare normal stuetemperatur. Om vinteren kan det være en god ide at sprøjte dem med vand, fra tid til anden, for at hæve fugtigheden lidt. De store arter kan være svære at få plads til med tiden og her anbefaler vi, at man tager dem til planteopbevaring for bedste resultat den efterfølgende sommer.

 

Formering af Strelitzia planter

Strelitzia frø

Planterne formeres enten fra sideskud eller frø. De danner ikke så mange sideskud, så vil man have nye planter, er det oftest nemmest (og billigst) fra frø. Frø er heldigvis også temmelig nemme at få til at spire, især hvis man kan få fat i friske frø. Her følger vores vejledning til at spire paradisblomster (Strelitzia) fra frø.

  1. Start med at fjerne de orange hår fra frøet. Dette gør samtidig, at frøet bliver ridset lidt i skallen (stratificeret), hvilket fremskynder spiring.
  2. Læg frøene i 30 min i en 3% brintoverilte opløsning (dette trin kan sagtens springes over)
  3. Læg frøene i lunkent vand i 24 timer
  4. Så nu frøene i kaktusjord eller såjord. De skal sås i en dybde på cirka frøets længde. Alternativt kan man lægge frøene imellem nogle lag fugtig køkkenrulle og placere dem i en pose. Potter eller posen placeres et lyst og lunt sted. Bruges pose-metoden, kigges der jævnligt til frøene. Når frøene begynder at spire, sår man dem i små potter.
  5. Ompot planterne, når de begynder at vise tegn på at mangle plads. Strelitzia har nogle meget store og tykke rødder, og kan næsten presse sig selv ud af potterne. Så er det tid til en ny potte.

 

Rigtig god fornøjelse.

Tilbage til blog

Udvalgte Strelitzia frø

Det er ingen hemmelighed, at Strelitzia planterne er en af vores ynglingsplanter. Det er da også blomsten af Strelitzia reginae, der pryder vores logo. Der findes i hvert fald 5 forskellige arter og dertil lidt forskellige varianter. Ud over Strelitzia reginae og nicolai (der nogle gange kan findes i butikkerne), så skal de andre arter dyrkes fra frø.