Spiring af passionsblomstfrø (Passiflora)
Frø af passionsblomster (Passiflora) er desværre kendt for at være udfordrende at få til at spire. Frøene har oftest et utal af inhibitorer, der i naturen sørger for at frøene ikke spirer på den forkerte årstid eller under ugunstige forhold. Dette kan dog gøre det til en kompleks affære at få dem til at spire i vores vindueskarme og drivhuse, og nogle frø kræver meget specifik behandling. Her vil vi give nogle generelle gode råd til, hvordan man kan få held med at få sine passionsfrø til at spire. Vi bruger selv denne metode, til langt de fleste af vores passionsblomstfrø.
-
Slibning: De fleste passiflora-frø har en ret tyk skal. Det kan være en fordel at slibe skallen med en neglefil eller fint sandpapir. Især er det en god ide at slibe lidt langs samlingen af frøet. Det kan imitere, at frøet har passeret igennem et dyr og ældre frø, kan have svært ved at samle kræfter nok til at bryde skallen, hvis ikke den er slebet først.
- Gennemblødning: Det er en god ide at lægge frøene i blød i 48-72 timer inden de bliver sået. Man kan bruge lunkent vand og sætte dem i en vindueskarm. Alternativt kan man lægge dem i blød i passionsfrugtjuice (vores førstevalg). Fermenteringen, der vil foregå i juicen, kan være med til at fjerne yderligere inhibitorer. Levedygtige frø vil som oftest synke til bunds. Frø, der stadig flyder kan derfor evt. smides ud.
-
Såning: Frøene sås nu i frøjord eller kaktusjord. Alternativ kan man blande kokosmuld og perlite. I bunden af potten kan man evt. lægge lidt kompost eller anden næring, som frøene vil kunne bruge, når først de er spiret. Frøene skal dækkes af cirka 1 cm jord. Sørg for, at jorden er godt fugtig, men ikke våd.
- Man kan også bruge pose-spire-metoden på dette stadie, hvor især sphagnum virker godt som medie.
-
Inkubation: Placer nu potten med frø i en lukket pose (det er vigtigt at luftfugtigheden er meget høj). Sæt potten et lunt sted, gerne op til 27 grader.
-
Tålmodighed: Nu er det bare om at vente og krydse fingre. Dette kan være den sværeste periode. Nogle frø kan være dage eller uger om at spire. Andre frø kan være mange måneder om det. Virker det stadig ikke, kan man evt. prøve at lade potterne tørre helt ud og sætte dem i køleskabet i en måneds tid og så prøve igen.
- Tilvænning: Når de små skud begynder at spire, skal de langsomt tilvænnes til mindre luftfugtighed og mere ilt. Behold potten i plastikposen og rul langsomt plastikposen ned over potten hen over nogle dage. Placer så potten, med planten, et lyst sted med god cirkulation.
Tillykke! Det er nu lykkedes dig at spire passionsblomstfrø. Tjek op på de enkelte arter og deres specifikke behov. Men den videre pasning, bør være nemmere end at få frøet til at spire :) god fornøjelse.
Længere nede finder du vores store udvalg af passionsblomstfrø til salg.